Ejer Bavnehøj
Længe anså man Himmelbjerget for at være det højeste punkt i Danmark, men da landmålingen blev højdepræcis fra midten af 1800-tallet stod det klart, at Danmarks højeste punkter måtte være Yding Skovhøj eller Ejer Bavnehøj.En problemstilling, som man ikke tog højde for, var definitionen
på terrænoverfladen. På både Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj lå
nemlig gravhøje, som er skabt af mennesker. Disse to højdepunkter
fik derfor på de første geodædiske kort en højdeangivelse, som
inkluderede gravhøjene. Dermed fik man ikke målt den naturlige
terrænoverflade, men to menneskeskabte anlæg. Derfor gik snakken
lokalt om, hvorvidt det var det ene eller det andet højdepunkt, som
reelt var Danmarks højeste - og måske om et par skovlfulde sand
placeret strategisk kunne ændre på tingene.
I nyere tid har det givet anledning til yderligere diskussioner.
Hvis man må indregne menneskeskabte anlæg som f.eks. gravhøje, så
er f.eks. toppen af antennemaster og Storebæltsbroens pyloner jo
også mulige højdepunkter.
Eksperter gik i 2005 i gang med at lave nøjagtige undersøgelser,
og det viste sig, at Danmarks højeste naturlige punkt på 170,86
meter over havet er ... Ejer Møllehøj. Møllehøj ligger ca. 300
meter vest for Ejer Bavnehøj. Frem til 1917 stod der en hollandsk
vindmølle på Møllehøj - et godt sted at udnytte vindenergien.

Download
bjergbeskrivelse, kort og koordinater son pdf.








