Frederik VII Høj
De mange fine udsigtspunkter i Søhøjlandet er navngivet, så man kan kende dem fra hinanden. Nogle af højene har fået navn efter berømte besøgende – som f.eks. Frederik VII Høj.I "Haandbog for Tourister" fra 1876 indgår Frederik VII Høj i en foreslået "tourplan". Man kunne ankomme fra Silkeborg på to måder, nemlig over land pr. vogn eller med båd fra Silkeborg Langsø og Ørnsø eller via Remstrup Å og Brassø. Der gøres op- mærksom på, at der kun er een båd til disposition for en sådan sejltur:
"Barber Petersen skaffer Baad, hvis den er ledig. Prisen er 12 Kr., hvis Passagerene kun ville besøge Drewsens Høj og Flag- stangen; 15 Kr. hvis de ønske også at bestige Frederik VII's Høj - Den første Tour medtager 5, den sidste 7 Timer".
I dag er det betydeligt nemmere at bestige Frederik VII Høj, da en stor del af turen kan gøres i egen bil eller på cykel. Dog vil oprigtige bjergbestigere nok foretrække at tage hele turen fra Silkeborg til fods. Når man er fremme ved Frederik VII Høj har man:
"en storslaaet Udsigt over den smukke Funder Aa-Dal til Funder og Hvinningdal Bakker. Det er i høj Grad lønnende at blive her en Times Tid, og ved at følge Spadserestierne gøre sig bekendt med de yderst Forskelligartede udsigtspunkter, der hver især har deres Ejendommelighed og Tiltrækning".
Når I har besteget Frederik VII Høj må I ikke snyde Jer selv for turen videre til Høgs Bænk. Slugterne og terrænformerne på vejen derud er helt ubeskrivelige!

Download bjergbeskrivelse,
kort og koordinater som pdf.






