Vissenbjerg
Vissenbjergbakkerne er en del af et stort kuperet landskab, der byder på mange udsigter og et dramatisk terræn. Området er fredet og udpeget som nationalt geologisk interesseområde.Der er gode muligheder for at opleve landskabet via markerede
stier og opholdsarealer. Det fredede område ved Vissenbjerg byder
på mange udsigter og et dramatisk landskab.
Landskabet ved Vissenbjerg - især det sydlige område - leder
tankerne hen på en kæmpetrappe, hvor fladtoppede bakker udgør
trinene. Vissenbjerg Skov er udlagt som naturskov, hvilket betyder,
at sædvanlig skovdrift er indstillet, og skoven henligger i dag til
naturlig udvikling. Herved sikres træernes fulde livscyklus,
hvilket giver plads til de svampe, insekter mv., som er tilknyttet
træernes forrådnelsesproces. Som besøgende i skoven vil du derfor
over tid opleve en mere "rodet" skov, der i mindre grad er præget
af traditionelt højstammede løvtræer og ensartede bevoksninger. Til
gengæld vil du forhåbentlig opleve et mere varieret plante- og
dyreliv.
Når du har vandret ad de snørklede stier op gennem skoven til
"Udsigten" vil du føle at himlen åbner sig. Du vil blive belønnet
med en imponerende udsigt mod syd over Brænde Å til grusbakkerne
Brændholt Bjerg og Frøbjerg Bavnehøj, der med sine 131 m er Fyns
højeste punkt. Mod vest er der udsigt helt til Lillebælt.
Når du besøger Vissenbjerg, skal du vide, at stedet er kendt for
sine røverhistorier. En del er sagn, men de har dog rod i
virkeligheden. I middelalderen blev folk, der havde forbrudt sig
mod landets love, dømt fredløse. I de dengang store og
ufremkommelige skove omkring Vissenbjerg, havde de fredløse en
mulighed for at gemme sig. Hovedfærdselsåren over Fyn gik i mange
år en stor bue udenom Vissenbjerg, men havde man travlt, vovede man
sig igennem Vissenbjerg Gyde. I løbet af 1700-tallet skete det
store indhug i skovene, og det var slut med røverne i 1800-tallet.
Kik efter røverne og deres tilholdssteder rundt omkring i
skoven.
Praktisk Info
Stierne er lette at færdes på - dog er nogle af stierne stejle og
ikke mulige at passere med f.eks. barnevogn.
Flere busruter mødes i Vissenbjerg og den nord-syd gående cykelrute
79 går øst om Vissenbjerg.

Download
bjergbeskrivelse, kort og koordinater som pdf.







